Fra lukkedage til sukkedage

Lukkedage i daginstitutioner: Vi fik både pest og kolera

Skattekommissionen har fremlagt sit forslag til, hvordan man øger arbejdsudbuddet. Som navnet på kommissionen antyder, fokuserer forslaget på skatten. Men andre ting end skat spiller ind, når man taler om, hvor meget man kan få folk til at arbejde. Også sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv er vigtigt.

I 2007 fremlagde regeringens Familie- og Arbejdslivskommission sit bud på, hvordan der kunne skabes større balance mellem familie- og arbejdsliv for landets børnefamilier. Her knap 2 år efter er kun et af kommissionens 31 forslag, madordninger for de 0-6 årige, gennemført.

Regeringen har dog forsøgt at gennemføre et andet af kommissionens forslag, nemlig afskaffelse af lukkedage i daginstitutionerne. Det er desværre gjort på en så klodset og halvhjertet måde, at både børn, forældre og personale er værre stillet end før.

Pædagogerne var i sin tid imod indførelsen af lukkedage i institutionerne. Det skyldtes, at lukkedagene fungerede som en slet skjult nedskæring, hvor man fjernede normering svarende til en gennemsnitlig dag, mens man lukkede institutionen på de dage, hvor der i forvejen var færrest børn. Da institutionerne i forvejen planlægger bemandingen ud fra, hvor mange børn, der erfaringsmæssigt møder frem, betød det, at der blev færre ressourcer til de øvrige dage. Kort sagt: man lukker institutionen på de dage, hvor der i forvejen er få børn og dermed også få ansatte til stede, men nedskriver institutionens budget svarende til en “normal” dag med fuld bemanding.
Samtidig betød det, at ikke blot forældrene blev tvunget til at holde fri, men også pædagogerne fik låst en del af deres feriedage på i forvejen bestemte dage.

Så nu skulle man tro at pædagogerne ville juble ved udsigten til at få afskaffet lukkedagene. Der er flere grunde til, at dette ikke er tilfældet.

For det første har pædagogerne fundet ud af at bruge nogle af lukkedagene som pædagogiske dage. Det har betydet at pædagogisk udvikling og forberedelse, planlægning etc. kunne foregå på disse dage, i stedet for i weekender eller løsrevet og spredt ud over flere aftenmøder. Det gjorde, at resultatet af lukkedagene faktisk var en øget pædagogisk kvalitet og bedre arbejdsforhold. Så mens lukkedagene fortsat var et problem for forældrene, var de til gavn for både børn og pædagoger.

For det andet har regeringens indgreb ikke betydet afskaffelse af lukkedage, men blot en nedsættelse med 1 dag. Samtidig siger flere kommuner, at de ikke er blevet kompenseret fuldt ud fra regeringen, hvilket f.eks. i København betyder at institutionerne kun bliver kompenseret for ½ dag, selvom de skal skære en hel lukkedag væk. På den måde bliver afskaffelsen af det, der blev indført som en nedskæring, nu brugt som endnu en nedskæring.

Samtidig er lukkedagene nu fastlagt på forhånd, og det er f.eks. ikke muligt at lave løsrevne lukkedage. Dermed er det ikke muligt at bruge lukkedagene som pædagogiske dage – med mindre man forventer at pædagogerne f.eks. skal tage på personaleseminar mellem jul og nytår.

Alt i alt kan man sige, at med regeringens beslutning om afskaffelse af lukkedage, var det ikke et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera; vi har fået begge dele. Lukkedagene er der fortsat, til gene for både forældre og personale, men nu kan de ikke længere bruges til at styrke den pædagogiske kvalitet i institutionerne. Oveni bruges afskaffelsen så til en yderligere nedskæring med deraf følgende forringelser.

Vi er sikre på, at regeringen vil både børn, forældre og pædagoger det bedste. Så der er kun en ting at sige: Det er en Ommer!

Med venlig hilsen
Henriette Brockdorff
Formand for BUPL Hovedstaden

 

Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn – andre vil bygge vindmøller.

Af Henriette.

I går var jeg til møde hos Ritt Bjerregaard sammen med Københavns Forældreorganisation og LFS.

Med en omsiggribende influenza i min krop mødtes vi på rådhuset for at diskutere Københavns fritidshjem og værdien af fritidspædagogikken.

På mødet blev det slået fast, at der er enighed mellem de forskellige parter om, at fremtidens fritidspædagogik i København ligger i fritidshjemmene. På BUPL Hovedstadens hjemmeside, står der mere om enigheden på gårsdagens møde.

Ritt fortalte hun har været på rundtur til en række københavnske fritidshjem, og set hvilket godt arbejde, der bliver lavet. Ja, faktisk var meldingen fra overborgmesteren, at der er grund til at være stolt over kvaliteten af arbejdet på de københavnske fritidshjem.
Jeg er meget enig i Ritts vurdering på det punkt.
Derfor er den enighed, der er kommet frem i går i høj grad produktet af alle pædagogers gode, solide og faglige arbejde, der hver dag udøves i både fritidshjemmene og de andre institutioner i byen.

Men hvad er så fremtiden for de københavnske fritidshjem? Ja, for BUPL er der ingen tvivl. Vi vil fortsat incistere på at udvikle fritidshjemmene og det fantastiske arbejde, der foregår i dem.
Der er et gammelt kinesisk ordsprog der siger, at  ”Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn – andre vil bygge vindmøller.”
Med andre ord: Man kan enten gemme dig bag en strategi om defensivt at forsvare det vi allerede har, eller man kan bruge anledningen til at udbygge og forbedre det man har. I BUPL Hovedstaden vælger vi det sidste.

Vi vil derfor tage initiativ til, at der bliver lavet en bred politisk aftale der fremtidssikrer fritidshjemmene ved at området bliver udviklet. I for mange år har der været usikkerhed om fritidshjemmenes fremtid – nu håber jeg på og regner med, at enigheden sikrer roen og det umiddelbare grundlag. Dernæst står der en vigtig opgave foran os med at udvikle og forbedre ved at give bedre rammer.

 

Frokost, vakuum og det pædagogiske argument

Af Mia.

Når Folketinget i dag vedtager at indføre obligatoriske madordninger daginstitutioner, kommer det til at betyde mindre kvalitet i det daglige frokostmåltid, og mindre økonomi til at lave pædagogisk arbejde.

Ideelt set burde måltidet midt på dagen være en del af det daglige pædagogiske arbejde, hvor det at deltage i madlavningen kombineres med mange forskellige smags- og duftindtryk, og det at være sammen om måltidet.

Derfor burde der være penge til at udvide og udvikle nogle ordentlige rammer for frokosten i institutionerne.

Som regeringen og Dansk Folkeparti lægger lovforslaget op, er der ikke penge til at lave et ordentligt kvalitativt tilbud til børnene.

Først beslutter flertallet, at det skal være obligatorisk med madordninger – dernæst laver de en så stram ramme omkring det, at resultatet kun kan blive en ting. Nemlig en discountløsning.

Fakta er, at det fremover bliver kold mad, det bliver vakuumpakket mad og det bliver ens mad i de danske børnehaver. Fakta er dermed også, at kvaliteten i forhold til i dag bliver ringere for rigtig mange børn.

Velfærdsminister Karen Jespersen erkender i dagens udgave af Politiken, at regeringen ikke har gjort arbejdet godt nok. Hun siger, at “Hovedformålet er at vænne børn til at spise en ordentlig frokost. Måske bliver der overgangsproblemer, men jeg er sikker på, at kommuner nok skal overkomme det.”

I BUPL Hovedstaden ser vi frokostmåltidet i institutionerne, som en integreret del af det pædagogiske arbejde. Der bliver snakket om maden, hvor den kommer fra og hvad den er lavet af, og sammenlignet forskellige madpakker fra forskellige familier og kulturer.  

 

 

 

Jeg ved ikke hvilken ø ministeren sidst har besøgt for at se hvordan det ser ud i de danske børnehaver, men jeg vil love, at det syn hun får hvis hun kommer rundt på institutionerne efter madordningen er indført efter denne lov, vil være et syn, hvor intentionerne om en ordentlig frokost er væk.

 

 

 

Billeder fra BUPL’s kongres

Af Henriette.

BUPL’s kongres er i fuld gang i øjeblikket.

Her er et par billeder af nogle af BUPL Hovedstadens delegerede på kongressen.

Klik på billederne for at se dem i større version.

 

Tak til Marchen, som har taget billederne.

 

På kongres.

Af Henriette

I dag og to dage frem er over 200 pædagoger fra hele landet samlet til kongres.

 Kongressen kommer især til at omhandle den konflikt BUPL’s medlemmer var i i maj og juni.

Her er det indlæg jeg havde til kongressens debat om beretningen for den kongresperiode, som slutter med denne kongres.

 

Kravet til overenskomsten var tydeligt – vi ville have mere i løn. Det var det krav, som samlet set blev stillet i BUPL. Det blev rejst over for arbejdsgiverne. Medlemmerne havde berettiget store forventninger.

Den tilgang som jeg vil tage i forhold til at kommentere på overenskomsten er vores kommunikationsstrategi, som både indeholdt en tydelig fremtoning i sit visuelle udtryk, men som på det mere indholdsmæssige plan havde store huller, som fik fatal betydning for vores omdømme, og vores fremtoning.

Det var også en klar forventning om, at fagbevægelsen og de forskellige forbund i KTO ville stå sammen.

Det viste sig ikke at være tilfældet. FOA brød først og gik enegang og resten af organisationerne valgte forskellige veje. Tilsammen betød det et nej til fællesskabets styrke.

BUPL formåede ikke at få vist det forhold, at det rent faktisk var de andre der gik.

Den 11. april stemte hovedbestyrelsen ja til et forhandlingsresultat. Et resultat som medlemmerne ikke var tilfredse med.

Mange mente, at BUPL havde solgt ud. Den weekend var nok en af de værste i BUPL historie. Hjemmesiden blev overstrømmet med indlæg og medlemmerne var uforstående. Reaktionerne fra det officielle BUPL udeblev, vores kommunikation med omverden og ikke mindst medlemmerne var på lavpunktet.

Hvad enten man var for eller imod det forhandlede resultat, så stod det ikke klart for medlemmerne hvordan man var kommet fra et klart krav og et fællesskab med andre til, at vi i sidste øjeblik gik ind og sagde ja.

Det viste sig hurtigt, at nogle medlemmer tog handling – og her må vi jo også sige at også ikke medlemmer blande sig kraftigt, ja også andre dele af fagbevægelsen blandede sig.

Der var tale om en klar “knock out”, hvor BUPL blev sendt til tælling! Jeg var dybt bekymret for BUPL’s sammenhold.

I mit sind er der ingen tvivl om, at den situation blev håndteret rigtigt dårligt.

Det virkede ikke som om der var en plan B. Der var en stor vrede og frustration, dels over resultatet men også. at vi ikke var sammen med de andre fagforeninger. For mig er læren, at uanset hvad man mente om resultatet så var det en eklatant fejl, at der ikke var lagt en kommunikations strategi for weekenden

Det var et faktum, at der var andre i strejke mens vi var i stemmeproces – noget der tydeligvis understøttede frustrationerne. Der blev talt om udmeldelser, og ja vi har fået udmeldelser.

 

Det har jo fået mig til at tænke over, hvordan kan vi få opbygget en kultur, hvor det enkelte medlem ikke stemmer med fødderne og forlader BUPL hvis man er utilfreds, men i stedet kommer ind i kampen og er med til at forandre til det bedre.

Det er fællesskabets og BUPLs store udfordring.

Entusioasmen blandt medlemmerne under strejken var stor. Men jeg må jo også erkende, at der også var nogle, der var ærgerlige. De var ærgerlige over, at de ikke var en del af strejken. De ville også gerne have ydet deres, og det har jeg stor respekt for. Det sværeste var, at der var nogle der ikke var en del af strejken, som så gerne ville have været med. Der var tale om aktive pædagoger der oplevede, at de blev forhindret i at kæmpe.

Det viser at pædagogerne gerne vil noget, men samtidig viser de,t at vi ikke har været tydelige nok i hvor mange medlemmer vi kunne sende i strejke og hvilke økonomiske konsekvenser det ville have haft.

For os var strejken ikke en fest, selv om det skabte et fællesskab og fælles mål. Det var alvor, for det drejede sig om at få et resultat i hus samtidig med, at der blev sat fokus på fagligheden. Når man så skal vurderer resultatet, ja – så kan vi sige, at det var acceptabelt.

 

 

Demonstration på vigtig politisk dag.

Af Henriette.

I dag er der to store politiske begivenheden. Den ene har umiddelbare konsekvenser for vores hverdag, den anden har konsekvenser på længere sigt.

Dagens begivenhed med umiddelbare konsekvenser først. I dag vedtager Københavns Borgerrepræsentation budgettet for 2009. Desværre lader budgettet meget tilbage at ønske i forhold til dagligdagen på den enkelte institution.
Talen kan ses under billederne i dette blog-indlæg.

Dagens anden store begivenhed er Folketingets åbningsdebat.
Kampen står omkring velfærden. Temaet er igen velfærd kontra skattelettelser.

De konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær; førte sig på et tidspunkt frem i kategorien for udtalt uvidenhed. Baggrunden er, at SF og socialdemokraterne har foreslået 1 mia. kr. mere til den kommunale velfærd. Henriette Kjær kunne ikke slet ikke forstå hvordan de to partier dog kunne få sig selv til at foreslå sådan noget. For der er  – igen i følge den konservative ordfører – slet ikke mulighed for at bruge de penge i kommunerne. De kan simpelthen ikke få brugt så mange penge i den nuværende situation.

Jeg ved ikke om Henriette Kjær har været inde og set filmen “Rejsen til Saturn”, og ikke er kommet tilbage til Jorden igen, for det er da godt nok løsrevet fra den konkrete virkelighed, som blandt andet pædagogerne befinder sig i.
Mon ikke hele den konservative gruppe ville have godt af et besøg ud i virkeligheden?

Dagens demonstration på Købehavns Rådhusplads skriver sig ind i begge disse to politiske dagsordener. Der er samlet nogle billeder og min tale nedenfor.

Kære alle sammen,

Hvor er det dejligt, at stå heroppe og se at i er mødt op her på Københavns Rådhusplads. Så mange mennesker, som vil bruge en torsdag eftermiddag på at sende en opfordring til politikerne i Københavns borgerrepræsentation. Vi vil have bedre velfærd til byens borgere..

Skattelettelserne giver os alle en sølle 20′er mere om måneden. Det rækker lige til en ekstra busbillet hvis altså ikke de har nedlagt linien.
Forestil jer i stedet, at København undlod at bruge pengene på skattelettelser og i stedet investerede dem i københavnernes velfærd, så ville vi alle få uendelig meget mere for pengene. Den lille 20′er, vi hver især får, vil sammen med alle andres 20′ere blive til ganske meget…
Fagforeningerne har haft diskusioner og polimiker med politikerne i forbindelse med budgettet. polimikken har gået på om det er forringelser eller besparelser, – jeg er sådan set ligeglad med hvad de kalder det konsekvensen er den samme nemlig at nogle skal løbe hurtigere, at nogle ikke får det de har forventet at kvaliteten ikke bliver den samme som før.
Budget forliget sikre ikke den nødvendige velfærd et eksempel er at man i nogle byområder bliver nød til at tvangsudmelde børn fra klubbene når de fylder 12- Jeg spørg bare er det en velfærds politisk dagsorden. Er vi ved at gå tilbage til det gamle begreb nøgle børn.?

Vores ældre kunne få en bedre hjemmehjælp og vi kunne forbedre den kollektive transport markant.. Men denne mulighed for at investere i Københavnernes velfærd forkaster et flertal på Københavns rådhus til fordel for at give os alle en flad 20′er mere om måneden.
Vi ved godt, at det ikke er Ritt og flertallet på Rådhuset, som alene bestemmer, hvordan fremtidens velfærd skal udvikles.
Vi ved godt, at taktstokken svinges fra Christiansborg. Men det betyder ikke, at borgerrepræsentationen skal fritages for ansvaret – det betyder blot, at vi også retter vores skyts imod Christiansborg, hvor politikerne i talende stund har åbningsdebat.

En debat som Fogh åbnede i tirsdags. Og Knapt havde han sagt velkommen til kongehuset i sin åbningstale, før det stod klart, at vi igen skal lave omfordeling i det her samfund. Omfordeling på borgerlig måde. Igen flyttes penge fra folk flest til de rigeste i vores samfund. De der i dag betaler top-skat får fremover 1000 kr. i skattelettelse om måneden. Resten – og de rigeste – skal indbetale 1% af vores indtægt i SP-opsparing.

Men hvad så med København – Danmarks røde hovedstad? Tja, det kan godt være at socialdemokraterne er i byen med historien om, at dette budget bærer de kraftigste socialdemokratiske fingeraftryk.
Uffe Ellemann-Jensen sagde engang, da han blev bedt om at kommenterer på, at de konservative havde lavet finanslov med SR-regeringen – en finanslov, der efter konservativ udlægning havde betydelige konservative fingreaftryk: “Fingeraftryk – er det ikke noget forbrydere sætter?”
Så langt vil jeg slet ikke gå i forhold til budgettet. Men det er da overraskende, at det kaldes socialdemokratiske fingeraftryk når der stadig mangler midler til at bygge institutioner og når der stadig er velfærdsområder, der ikke får de helt nødvendige løft.

Barack Obama taler om defining moments – tidspunkter i historien, der definerer vores fremtid.
USA står i en sådan situation – Danmark står i en sådan situation. Vi står overfor et valg, som er stort, og som er større end blot valget mellem velfærd kontra skattelettelser.
Men ikke desto mindre, er det det valget mellem velfærd og skattelettelser, København står overfor i dag.
Jeg ved ikke med jer. Men når valget står mellem velfærd og skattelettelser, så vælger jeg altså velfærd.

I dag skal flere danskere betale mere for det samme, og færre har et råderum i økonomien.
Flere af jer mærker prisstigninger.
Flere af jer mærker nedslidningen af vores fælles velfærd.
Flere af jer oplever den stigende brugerbetaling for basale velfærdsydelser.
Fordi at budgetterne nu er så hårdt trængte betyder enhver lille reduktion meget, Der er i den kommunale beslutninger meget elevator politik og absurtiteter et eksempel : For os virker det uforståeligt når man hæver taksterne på klubberne og samtidig ikke vil have at børn og unge løber rundt på gaderne.

Der er store forkromede projekter om sprog, men samtidig puttes der flerer og flere børn ind i grupperne, som betyder at der er mindre tid til det enkelte barn og mindre rum til at lytte og tale.

I sin nytårstale i år sagde statsministeren følgende:
Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt..

Men det er godt nok en speciel målestok statsministeren bruger.
Jeg måler fremgang på om folk bliver mindre stresset og nedslidte når de arbejder i den offentlige sektor. Det går den forkerte vej.
Jeg måler fremgang på om velfærden bliver bedre. Det går den forkerte vej.
Jeg måler fremgang på om sammenhængskraften i vores samfund bliver stærkere. Det går den forkerte vej.

Kære statsminister, overborgmester og alle andre politikere: Skulle vi ikke tage at vende udviklingen? Os der står her, vil i hvert fald gerne hjælpe.

 

Løfter skal man holde!

Af Henriette.

Gennem mere end et år har en række københavnske institutioner været berørt at sammenlægninger.

Disse sammenlægninger er en ekstra udfordring i en i forvejen presset hverdag. Derfor satte vi i BUPL også en række rammer op omkring sammenlægningsprocessen, som skulle få hele processen til at fungere.
Med det indgåede budgetforlig i Københavns kommune, er to af disse afgørende rammer fjernet med et snuptag.
Hen over natten blev der fjernet for over 55 mio. kr. i anlægsmidler til de institutioner, der skal have nybygning, tilbygning eller lavet andet ved institutionernes bygninger, som et led i sammenlægningen. Endvidere er der med et lige så hurtigt snuptag fjernet 4,9 mio. kr. på næste års budget, som skulle være brugt til at få strukturændringerne til at komme bedst muligt i havn.

For mig at se, er der tale om et klokkeklart forligsbrud fra budgetpartiernes side. Da strukturændringerne blev sat i søen, blev der lavet aftaler om hvordan det skulle fungere. Det er det fundament, som A, C, V og O nu er inde og pille ved. Dermed er de forudsætninger og løfter, som strukturændringer hviler på, ikke længere til stede.

Derfor er der nu behov for, at budgetpartierne sætter sig sammen og finder de penge, som politikerne en gang har lovet personalet og forældre.
Hvis ikke politikerne bag budgetforliget lader den proces fortsætte som en gang er blev sat i værk, står de sammenlægnings-ramte institutioner med store problemer.

Jeg kan ikke tro, at de københavnske politikere vil lade det ske. For løfter er jo nogen man holder. Er det ikke?

 

Det handler om at være tryg

Af Henriette

Pædagoger på Nørrebro indgår gerne i Københavns Kommunes sikring af en fredelig hverdag.
Men i den igangværende konflikt mellem en række grupper i København, skal pædagogerne sikre, at dag- og fritidstilbuddene har en kvalitet, der gør at børn og unge får de sociale kompetencer, der er nødvendige i samfundet i dag.
De nye tiltag som Københavns Kommune har bedt Nørrebros institutioner om at tage, er velkomne, men ikke tilstrækkelige i forhold til at sikre børnenes og borgernes tryghed.

Når der er så meget ballade og så meget utryghed i en bydel, som der er nu, så vil pædagogerne i BUPL naturligvis gerne tage deres del af ansvaret. Men at sætte bede pædagogerne om at holde øje med hvad der ligger på legepladserne, er ikke et forslag, der rykker noget. Pædagogerne er allerede meget opmærksomme på de omgivelser børnene er i. Det er altså ikke med mere fokus på oprydning, der skal sættes ind. Det er derimod et bedre pædagogisk tilbud til alle børn, der skal sættes ind på.

I det lys vil jeg opfordre politikerne til at tilføre flere ressourcer til især de socialt dårligst stillede områder i København. Det skal ske for at sikre, at den polarisering af samfundet, som er en af fødekilderne til nogle af de uroligheder der er, bliver mindre i fremtiden.

Det ansvar som pædagogerne har, er at styrke byens børn i at møde og forstå den verden og hverdag de er i. Det er et arbejde, som vi oven i købet gerne vil styrke. Det er også vigtigt, at forvaltning og politiker er bevidste om, at der også skal være et beredskab til at kunne støtte op om personale der i disse situationer kan være usikre, et pres på området er også et pres på pædagogerne der skal færdes i området med børn og unge. 

 DR København har spurgt ind til BUPL’s holdning til kommunes initiativ.

 

Op og ned i budgetproces

Af Henriette.

Som Ritt Bjerregaard skriver på sin blog, og som det også står på BUPL Hovedstadens hjemmesiden på undersiden om budget 2009, så var der i går møde mellem Ritt, Bondam og en række organisationer, der organiserer interessenter på børne- og ungdomsområder. Herunder selvfølgelig også BUPL Hovedstaden.

På mødet fik vi udvekslet synspunkter.

I følge en artikel i  politikens web-avis var mødet indkaldt for at rydde en række misforståelse af vejen. At dømme efter citaterne i artiklen var der nemlig ikke grund til, at blandt andet vi i BUPL har sagt, at der er udsigt til besparelser for 153 mio. kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Overborgmesteren siger i artiklen

De (altså forældrene) skal jo ikke være unødigt bekymrede over, om vi vil ødelægge hele det her område, for det vil jeg slet ikke høre tale om.

 Se det er jo en glædelig udmelding, og på sin hjemmeside i dag siger overborgmesteren da også, at København ikke skal spare på børne- og ungeområdet i 2009.

Jeg vil dog fastholde, at vi hverken har misinformeret eller misforstået noget. BUPL Hovedstaden har konsekvent taget udgangspunkt i de fakta, som såvel økonomiforvaltningen som børne- og ungdomsforvaltningen har fremlagt. Til gengæld har det været rigtig svært at få konkrete udmeldinger fra politikerne om deres konkrete politiske og budgetmæssige prioriteringer.

Mange år som faglig aktiv har lært mig, at man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Derfor venter jeg med spænding på om det budget, som politikerne i BR vedtager rent faktisk friholder børne- og ungeområdet for nedskæringer. Indtil videre står der altså stadig besparelser på 153 mio. kr. og lurer i horisonten.
Der er stadig et finansieringsbehov. Der er stadig et prioriteringsrum. Der er stadig penge som skal betales på baggrund af tidligere budgetforlig. der er stadig penge som ser ud til at blive flyttet fra institutionerne til skolerne.

Men alt det er jo politiske beslutninger. Og politiske beslutninger kan heldigvis ændres, og i den forbindelse håber jeg meget, at overborgmesterens ord står til troende.

 

Politidirektøren har fat i den rigtige ende.

Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, har i weekenden været fremme med synspunkter om, at der skal laves en meget større forebyggende indsats overfor de socialt dårligst stillede børn og unge.

Jeg synes Hanne Bech Hansen rammer helt rigtigt her.

I alt for lang tid har der været for få ressourcer til arbejdet med udsatte børn og unge. Det gælder både i daginstitutionerne og i fritids- og klubtilbudene.

Der er et ordsprog der siger, at man skal måle et samfund på hvordan man behandler de svageste. Hvis det står til troende, så er der stadig plads til forbedring.

For sandheden er, at der blandt andet i København er lavet besparelser på daginstitutioner og fritidstilbud der rammer alle byens børn og unge.

De svageste af dem, bliver ramt ekstra hårdt når midlerne og dermed faglige hoveder bliver færre.

Derfor er jeg så glad for at politidirektøren har taget bolden op, og peget på, at der er behov for flere ressourcer til arbejdet med de socialt dårligt stillede, og behov for en styrket opsøgende indsats i fritids- og ungdomsklubberne.