Af Henriette
I dag og to dage frem er over 200 pædagoger fra hele landet samlet til kongres.
Kongressen kommer især til at omhandle den konflikt BUPL’s medlemmer var i i maj og juni.
Her er det indlæg jeg havde til kongressens debat om beretningen for den kongresperiode, som slutter med denne kongres.
Kravet til overenskomsten var tydeligt – vi ville have mere i løn. Det var det krav, som samlet set blev stillet i BUPL. Det blev rejst over for arbejdsgiverne. Medlemmerne havde berettiget store forventninger.
Den tilgang som jeg vil tage i forhold til at kommentere på overenskomsten er vores kommunikationsstrategi, som både indeholdt en tydelig fremtoning i sit visuelle udtryk, men som på det mere indholdsmæssige plan havde store huller, som fik fatal betydning for vores omdømme, og vores fremtoning.
Det var også en klar forventning om, at fagbevægelsen og de forskellige forbund i KTO ville stå sammen.
Det viste sig ikke at være tilfældet. FOA brød først og gik enegang og resten af organisationerne valgte forskellige veje. Tilsammen betød det et nej til fællesskabets styrke.
BUPL formåede ikke at få vist det forhold, at det rent faktisk var de andre der gik.
Den 11. april stemte hovedbestyrelsen ja til et forhandlingsresultat. Et resultat som medlemmerne ikke var tilfredse med.
Mange mente, at BUPL havde solgt ud. Den weekend var nok en af de værste i BUPL historie. Hjemmesiden blev overstrømmet med indlæg og medlemmerne var uforstående. Reaktionerne fra det officielle BUPL udeblev, vores kommunikation med omverden og ikke mindst medlemmerne var på lavpunktet.
Hvad enten man var for eller imod det forhandlede resultat, så stod det ikke klart for medlemmerne hvordan man var kommet fra et klart krav og et fællesskab med andre til, at vi i sidste øjeblik gik ind og sagde ja.
Det viste sig hurtigt, at nogle medlemmer tog handling – og her må vi jo også sige at også ikke medlemmer blande sig kraftigt, ja også andre dele af fagbevægelsen blandede sig.
Der var tale om en klar “knock out”, hvor BUPL blev sendt til tælling! Jeg var dybt bekymret for BUPL’s sammenhold.
I mit sind er der ingen tvivl om, at den situation blev håndteret rigtigt dårligt.
Det virkede ikke som om der var en plan B. Der var en stor vrede og frustration, dels over resultatet men også. at vi ikke var sammen med de andre fagforeninger. For mig er læren, at uanset hvad man mente om resultatet så var det en eklatant fejl, at der ikke var lagt en kommunikations strategi for weekenden
Det var et faktum, at der var andre i strejke mens vi var i stemmeproces – noget der tydeligvis understøttede frustrationerne. Der blev talt om udmeldelser, og ja vi har fået udmeldelser.
Det har jo fået mig til at tænke over, hvordan kan vi få opbygget en kultur, hvor det enkelte medlem ikke stemmer med fødderne og forlader BUPL hvis man er utilfreds, men i stedet kommer ind i kampen og er med til at forandre til det bedre.
Det er fællesskabets og BUPLs store udfordring.
Entusioasmen blandt medlemmerne under strejken var stor. Men jeg må jo også erkende, at der også var nogle, der var ærgerlige. De var ærgerlige over, at de ikke var en del af strejken. De ville også gerne have ydet deres, og det har jeg stor respekt for. Det sværeste var, at der var nogle der ikke var en del af strejken, som så gerne ville have været med. Der var tale om aktive pædagoger der oplevede, at de blev forhindret i at kæmpe.
Det viser at pædagogerne gerne vil noget, men samtidig viser de,t at vi ikke har været tydelige nok i hvor mange medlemmer vi kunne sende i strejke og hvilke økonomiske konsekvenser det ville have haft.
For os var strejken ikke en fest, selv om det skabte et fællesskab og fælles mål. Det var alvor, for det drejede sig om at få et resultat i hus samtidig med, at der blev sat fokus på fagligheden. Når man så skal vurderer resultatet, ja – så kan vi sige, at det var acceptabelt.
