Af Henriette.

I dag er der to store politiske begivenheden. Den ene har umiddelbare konsekvenser for vores hverdag, den anden har konsekvenser på længere sigt.

Dagens begivenhed med umiddelbare konsekvenser først. I dag vedtager Københavns Borgerrepræsentation budgettet for 2009. Desværre lader budgettet meget tilbage at ønske i forhold til dagligdagen på den enkelte institution.
Talen kan ses under billederne i dette blog-indlæg.

Dagens anden store begivenhed er Folketingets åbningsdebat.
Kampen står omkring velfærden. Temaet er igen velfærd kontra skattelettelser.

De konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær; førte sig på et tidspunkt frem i kategorien for udtalt uvidenhed. Baggrunden er, at SF og socialdemokraterne har foreslået 1 mia. kr. mere til den kommunale velfærd. Henriette Kjær kunne ikke slet ikke forstå hvordan de to partier dog kunne få sig selv til at foreslå sådan noget. For der er  – igen i følge den konservative ordfører – slet ikke mulighed for at bruge de penge i kommunerne. De kan simpelthen ikke få brugt så mange penge i den nuværende situation.

Jeg ved ikke om Henriette Kjær har været inde og set filmen “Rejsen til Saturn”, og ikke er kommet tilbage til Jorden igen, for det er da godt nok løsrevet fra den konkrete virkelighed, som blandt andet pædagogerne befinder sig i.
Mon ikke hele den konservative gruppe ville have godt af et besøg ud i virkeligheden?

Dagens demonstration på Købehavns Rådhusplads skriver sig ind i begge disse to politiske dagsordener. Der er samlet nogle billeder og min tale nedenfor.

Kære alle sammen,

Hvor er det dejligt, at stå heroppe og se at i er mødt op her på Københavns Rådhusplads. Så mange mennesker, som vil bruge en torsdag eftermiddag på at sende en opfordring til politikerne i Københavns borgerrepræsentation. Vi vil have bedre velfærd til byens borgere..

Skattelettelserne giver os alle en sølle 20′er mere om måneden. Det rækker lige til en ekstra busbillet hvis altså ikke de har nedlagt linien.
Forestil jer i stedet, at København undlod at bruge pengene på skattelettelser og i stedet investerede dem i københavnernes velfærd, så ville vi alle få uendelig meget mere for pengene. Den lille 20′er, vi hver især får, vil sammen med alle andres 20′ere blive til ganske meget…
Fagforeningerne har haft diskusioner og polimiker med politikerne i forbindelse med budgettet. polimikken har gået på om det er forringelser eller besparelser, – jeg er sådan set ligeglad med hvad de kalder det konsekvensen er den samme nemlig at nogle skal løbe hurtigere, at nogle ikke får det de har forventet at kvaliteten ikke bliver den samme som før.
Budget forliget sikre ikke den nødvendige velfærd et eksempel er at man i nogle byområder bliver nød til at tvangsudmelde børn fra klubbene når de fylder 12- Jeg spørg bare er det en velfærds politisk dagsorden. Er vi ved at gå tilbage til det gamle begreb nøgle børn.?

Vores ældre kunne få en bedre hjemmehjælp og vi kunne forbedre den kollektive transport markant.. Men denne mulighed for at investere i Københavnernes velfærd forkaster et flertal på Københavns rådhus til fordel for at give os alle en flad 20′er mere om måneden.
Vi ved godt, at det ikke er Ritt og flertallet på Rådhuset, som alene bestemmer, hvordan fremtidens velfærd skal udvikles.
Vi ved godt, at taktstokken svinges fra Christiansborg. Men det betyder ikke, at borgerrepræsentationen skal fritages for ansvaret – det betyder blot, at vi også retter vores skyts imod Christiansborg, hvor politikerne i talende stund har åbningsdebat.

En debat som Fogh åbnede i tirsdags. Og Knapt havde han sagt velkommen til kongehuset i sin åbningstale, før det stod klart, at vi igen skal lave omfordeling i det her samfund. Omfordeling på borgerlig måde. Igen flyttes penge fra folk flest til de rigeste i vores samfund. De der i dag betaler top-skat får fremover 1000 kr. i skattelettelse om måneden. Resten – og de rigeste – skal indbetale 1% af vores indtægt i SP-opsparing.

Men hvad så med København – Danmarks røde hovedstad? Tja, det kan godt være at socialdemokraterne er i byen med historien om, at dette budget bærer de kraftigste socialdemokratiske fingeraftryk.
Uffe Ellemann-Jensen sagde engang, da han blev bedt om at kommenterer på, at de konservative havde lavet finanslov med SR-regeringen – en finanslov, der efter konservativ udlægning havde betydelige konservative fingreaftryk: “Fingeraftryk – er det ikke noget forbrydere sætter?”
Så langt vil jeg slet ikke gå i forhold til budgettet. Men det er da overraskende, at det kaldes socialdemokratiske fingeraftryk når der stadig mangler midler til at bygge institutioner og når der stadig er velfærdsområder, der ikke får de helt nødvendige løft.

Barack Obama taler om defining moments – tidspunkter i historien, der definerer vores fremtid.
USA står i en sådan situation – Danmark står i en sådan situation. Vi står overfor et valg, som er stort, og som er større end blot valget mellem velfærd kontra skattelettelser.
Men ikke desto mindre, er det det valget mellem velfærd og skattelettelser, København står overfor i dag.
Jeg ved ikke med jer. Men når valget står mellem velfærd og skattelettelser, så vælger jeg altså velfærd.

I dag skal flere danskere betale mere for det samme, og færre har et råderum i økonomien.
Flere af jer mærker prisstigninger.
Flere af jer mærker nedslidningen af vores fælles velfærd.
Flere af jer oplever den stigende brugerbetaling for basale velfærdsydelser.
Fordi at budgetterne nu er så hårdt trængte betyder enhver lille reduktion meget, Der er i den kommunale beslutninger meget elevator politik og absurtiteter et eksempel : For os virker det uforståeligt når man hæver taksterne på klubberne og samtidig ikke vil have at børn og unge løber rundt på gaderne.

Der er store forkromede projekter om sprog, men samtidig puttes der flerer og flere børn ind i grupperne, som betyder at der er mindre tid til det enkelte barn og mindre rum til at lytte og tale.

I sin nytårstale i år sagde statsministeren følgende:
Det går så godt, at den største risiko i det nye år faktisk er, at det kommer til at gå for godt..

Men det er godt nok en speciel målestok statsministeren bruger.
Jeg måler fremgang på om folk bliver mindre stresset og nedslidte når de arbejder i den offentlige sektor. Det går den forkerte vej.
Jeg måler fremgang på om velfærden bliver bedre. Det går den forkerte vej.
Jeg måler fremgang på om sammenhængskraften i vores samfund bliver stærkere. Det går den forkerte vej.

Kære statsminister, overborgmester og alle andre politikere: Skulle vi ikke tage at vende udviklingen? Os der står her, vil i hvert fald gerne hjælpe.