Af Henriette.

Som Ritt Bjerregaard skriver på sin blog, og som det også står på BUPL Hovedstadens hjemmesiden på undersiden om budget 2009, så var der i går møde mellem Ritt, Bondam og en række organisationer, der organiserer interessenter på børne- og ungdomsområder. Herunder selvfølgelig også BUPL Hovedstaden.

På mødet fik vi udvekslet synspunkter.

I følge en artikel i  politikens web-avis var mødet indkaldt for at rydde en række misforståelse af vejen. At dømme efter citaterne i artiklen var der nemlig ikke grund til, at blandt andet vi i BUPL har sagt, at der er udsigt til besparelser for 153 mio. kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Overborgmesteren siger i artiklen

De (altså forældrene) skal jo ikke være unødigt bekymrede over, om vi vil ødelægge hele det her område, for det vil jeg slet ikke høre tale om.

 Se det er jo en glædelig udmelding, og på sin hjemmeside i dag siger overborgmesteren da også, at København ikke skal spare på børne- og ungeområdet i 2009.

Jeg vil dog fastholde, at vi hverken har misinformeret eller misforstået noget. BUPL Hovedstaden har konsekvent taget udgangspunkt i de fakta, som såvel økonomiforvaltningen som børne- og ungdomsforvaltningen har fremlagt. Til gengæld har det været rigtig svært at få konkrete udmeldinger fra politikerne om deres konkrete politiske og budgetmæssige prioriteringer.

Mange år som faglig aktiv har lært mig, at man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Derfor venter jeg med spænding på om det budget, som politikerne i BR vedtager rent faktisk friholder børne- og ungeområdet for nedskæringer. Indtil videre står der altså stadig besparelser på 153 mio. kr. og lurer i horisonten.
Der er stadig et finansieringsbehov. Der er stadig et prioriteringsrum. Der er stadig penge som skal betales på baggrund af tidligere budgetforlig. der er stadig penge som ser ud til at blive flyttet fra institutionerne til skolerne.

Men alt det er jo politiske beslutninger. Og politiske beslutninger kan heldigvis ændres, og i den forbindelse håber jeg meget, at overborgmesterens ord står til troende.