Af Henriette

Når Ritt Bjerregaard ringer ind til time i sin røde skole, er det spændende, hvilket pensum der kommer på programmet.

Som overborgmester i København har Ritt Bjerregaard sikkert indhentet sig erfaringer, som kan bruges i skolens timer – især i forhold til velfærdssamfundets indretning, hvor de enkelte københavneres udgangspunkt er vidt forskellige.

Imidlertid er der en række erfaringer, som de københavnske pædagoger kan byde ind med. Pædagogerne er hver dag i frontlinjen i det velfærdssamfund, som socialdemokraterne skal komme med nye bud på, hvis de skal vinde magten.

Pensummet i Ritts røde skole skal med pædagogernes øjne fokusere på tre elementer.

For det første skal den stadige udsultning af den offentlige sektor vendes til investering. Det er helt afgørende for fremtidens velfærd, at der er bred opbakning til en solidarisk velfærdsmodel. De massive nedskæringer, der ses i disse år, skaber en ringere service, som får færre til at bakke op om en solidarisk velfærdsmodel. Den faldende opbakning skyldes, at befolkningen ikke føler, at de får den kvalitet, som der burde være. Når opbakningen falder, bliver det nemmere at lave flere nedskæringer. Den spiral er det afgørende at få brudt.

For det andet skal der fokuseres på kvaliteten i det arbejde, der udføres. Borgerne har berettigede høje forventninger til den offentlige sektor. Der er behov for, at politikerne bliver mere ambitiøse og vil gøre en indsats for, at faglighed bliver tilskyndet og belønnet. De uddannede personer, der arbejder i den offentlige sektor, skal rent faktisk have mulighed for at udøve deres profession.

For det tredje og sidste skal offentlige ansattes arbejde have nogle helt andre rammer end i dag. Hvis kvalitet og arbejdsglæde skal stige, må politikerne fjerne det kvælertag, som standardisering, kontrol og test af forskellig art har på kvalitete.

Hvis den røde skole tager fat på sådanne ændringer af samfundet, er der mulighed for, at pensum bliver andet en hårdt terperi, men faktisk det, der kan være med til at give relevante svar på fremtidens udfordringer.

Indlægget blev bragt i dagens udgave af Jyllands-Posten